Billedbogen udkommer samtidigt med andre titler om Traktor Tom fx Holloway: Traktor Tom og mobiltelefonen. Den er lavet over en tv-serie, som de små kan se på TV2. Hovedpersonen er den lille røde traktor Tom. Denne historie handler om en idrætsdag på Grønhøjgård, hvor Tom arbejder sammen med de andre køretøjer, gårdens dyr og gårdejer Fie og Mads. Traktor Tom slår græs med sin ny klippemaskine. Mads får aflyst en idrætsdag, men så laver Tom Grønhøjgårdens egen idrætsdag. Konceptet for bogen ligner til forveksling det, vi kender fra andre tv-serier fx Byggemand Bob og Teletubbies. Udover filmene laves der legetøj, aktivitetsbøger, websites, musik og små spil og billedbøger som denne. Den er kort fortalt og illustreret med stiliserede billeder fra dukkefilmene. Historien er selv med illustrationerne svær at få hold på, hvis man ikke kender figurerne fra tv-serien. Bogens kvalitet er alene det, at den er et bogligt supplement til film, internet og legetøj, der tilsammen skaber et legeunivers med særlig appel til små drenge. Jeg tror ikke, at voksne, der ikke kender Tom, vil kunne lide bogen, men børn fra 2 år, der møder Tom andre steder, vil elske den.