God og relevant fagbog om unges opførsel i trafikken målrettet de unge i folkeskolens ældste klasser samt på ungdomsuddannelserne. I et tekstmættet men letlæseligt sprog belyses problematikkerne med unge og trafik set fra forskellige synsvinkler. Vi møder bl.a. Tonni, berygtet fra tv-programmet Danmarks værste bilist, trafikpsykologen, politimesteren, kørelæreren, de trafikinvaliderede og deres pårørende. Samlet giver indslagene et godt indblik i de unges forhold til trafik samtidig med, at læseren får en ide om, at det meget nemt kan gå meget galt, hvis man ikke tænker sig om i trafikken, for hele 95 procent af alle ulykker skyldes trafikanterne. Bogen er meget anvendelig i forbindelse med trafikundervisning af teenagere. Der er meget tekst, så bogen vil ofte ikke blive brugt i sin helhed, men snarere via udvalgte artikler som passer til den specifikke målgruppe. Det er ikke svært at finde relevante artikler, for der er mange gode artikler at vælge imellem med relevante facts og værdinormer. Bagerst i bogen findes en række relevante links til gode hjemmesider om emnet. Skolernes trafiklærere vil være glade for at have denne udgivelse i samlingen af materialer til de ældste klasser.