Udvalg af en af den russiske futurismes helt store forfattere. Stærkt forbundet med den russiske revolution blev Majakovskijs forfatterskab præget af beretninger, fremtidsvisioner, bidende kritik og eksperimenter. For læsere af lyrik i almindelighed og futuristisk og russisk lyrik i særdeleshed.
Bogen er en del af forlaget Det Poetiske Bureaus serie "Bureauets lommebibliotek". Udgivelsen rummer et udvalg af Majakovskijs lyrik, erindringer, monologer og skuespil. Efter et kort forord, der ridser personen Majakovskij op, følger udvalget i tidsmæssig kronologisk form, fra 1913 til 1928. Han tog livet af sig selv i 1930 og blev derfor kun 36 år, men fik en enorm betydning i Rusland og den unge sovjetstat. Teksterne er præget af futurismens idéer om nyskabelse og nedbrydning af gamle normer. Der er erindringer, der skildrer glimt af oplevelser, tekster om ungdommens politiske og kulturelle bevidstgørelse, om krig, om revolution og rejseskildringer. Selvom Majakovskij var ved at falde i unåde hos dele af de kommunistiske forfattere, ophøjede Stalin ham. Hans forfatterskab var derfor meget populært i Sovjetunionen.
Flot og velvalgt udvalg af en af den russiske litteraturs helt store, men i international sammenhæng en mere overset skikkelse. Ønsker man bedre kendskab til futurismen i den russiske litteratur, så er Majakovskij uomgængelig.
Der er ikke meget, der ligner Majakovskij, men i forordet nævnes en parallel til T.S. Eliot.