Torben Weinreich, højt respekteret professor i børnelitteratur, har skrevet sine erindringer om opvækst, ungdom og voksenliv fra 1950 til omkring 1980. Det er en glimrende bog, velskrevet og morsom, skarp i viddet og meget præcis i beskrivelserne, både af en følelsesmæssigt forkvaklet barndom og af mekanismerne på den yderste venstrefløj i 1970-erne. Min eneste anke er, at værket skulle have fyldt to bind, der er stof nok! Og så var vi måske kommet tættere på fortælleren, der nu kun glimtvis lukker rigtigt op for sig selv. Weinreich voksede op hos adoptivforældre, hvor han både skulle indfri faderens akademiske ambitioner og fungere som lille voksen i forhold til sin mor, der ikke magtede at tage et ansvar. Det giver et billede af en dreng, som tidligt lærer at distancere sig følelsesmæssigt fra de krav, som truer med at invadere ham. Samtidig kamuflerer han sin ensomhed med sit skarpe vid og ved at være den morsomme dreng, altid parat til fest. Efter en utilpasset skolegang havner han på sin rette hylde på seminariet og med undervisning. I 1970'erne bliver han aktiv i det leninistiske KAP, en periode, som han står ved og forklarer på godt og ondt uden at forfalde til bortforklaringer. Fin bog, især for generations- og fagfæller.