I perioden 1987-1995 oplevede Danmark en finansiel krise der bragte 100 banker og andre finansielle institutioner i knibe, og det var Finanstilsynet og dets chef gennem perioden Eigil Mølgaards utaknemmelige job at skride ind og gennemføre lukninger hvor rekonstruktionsforsøg ikke var mulige. En lang række af sagerne havde stor mediebevågenhed og pressen og politikerne jagtede syndebukke. I stedet for at rette kritikken mod de økonomiske bagmænd der var skyld i uføret blev det ofte Finanstilsynet der måtte stå for skud, enten fordi det ikke havde skredet ind i tide, eller fordi man var uenig i de dispositioner tilsynet foretog i deres rekonstruktionsforsøg. Eigil Mølgaard valgte at gå i 1996, men her 9 år efter tager embedsmanden til genmæle. Det sker i en temmelig minutiøs og nøgtern gennemgang af de enkelte sager, der er ledsaget af Mølgaards professionelle betragtninger over, hvad der gik galt og hvordan det kunne undgås. Men de mange års indeklemte frustrationer kommer også ud i form af hug til både politikere, topembedsmænd og erhvervsfolk. Mølgaard var både kronvidne og part i en vigtig periode i den nyeste økonomiske historie, og hans syn på forløbet vil uden tvivl blive læst med interesse af mange.