Tør du tage magten over liv eller død for masser af sårede soldater? Afprøv dine evner som leder af et militærhospital under 1. Verdenskrig. For unge og voksne.
Spilleren skal lede et militærhospital ved Vestfronten under 1. Verdenskrig. Sårede soldater ankommer i en lind strøm, og man må vælge, hvem der skal behandles først, da der altid er for lidt personale. Hospitalet mangler desuden ofte ressourcer, og nye forsyninger er sjældne. Undervejs kan man forske i ny teknologi, opgradere bygninger og udforske området for at finde ressourcer. Når patienter er færdigbehandlede, skal man beslutte, om de skal sendes tilbage til fronten, til hovedkvarteret eller hjem.
Det er et meget dystert, barskt og udfordrende strategispil, hvor hver beslutning tæller. Man må økonomisere med de begrænsede ressourcer og personalets kapacitet. Det er derfor nødvendigt at prioritere imellem patienterne, da man ikke kan redde alle. Man kan se korte data om hver patient, som kan danne baggrund for ens valg, fx familieforhold, rang og sygdommens karakter. Der er ingen nemme valg, og man kommer uvægerligt til at træffe fatale beslutninger undervejs. Det er meget udfordrende at holde hospitalet kørende så lang tid som muligt, og man må helt sikkert starte forfra en del gange. Der er en fin tutorial, som introducerer spillets vigtigste elementer. Grafikken er rigtig flot og detaljeret. PEGI: 12 samt ikoner for vold og sprogbrug.
Spillet minder en del om Frostpunk (Xbox One), hvor man også skal træffe benhårde beslutninger undervejs, som kan resultere i tab af menneskeliv.