Bogen henvender sig til populærvidenskabeligt historieinteresserede læsere med hang til paratviden.
Forfatterne er redaktører på hhv. den svenske og danske udgave af tidsskriftet "Alt om historie". Bogen afliver 101 historiske myter om personer (hvoraf enkelte er fiktive), begivenheder og traditioner, hver over 1-3 sider. Altså "gode historier" som ikke er god/sand historie. De er tilfældigt ordnet. Bogen er oprindeligt udgivet i Sverige, og nogle svenske myter er måske ikke lige kendt i Danmark. Der er også en håndfuld med fra Danmark. Læseren får bl.a. godtgjort, at bogtrykkunsten var opfundet århundreder før Gutenberg, Napoleon var af normal højde for sin tid, Cortés havde mere end 500 soldater til at slå aztekerne, den kinesiske mur ikke kan ses fra Månen, Sherlock Holmes intetsteds siger "elementært Watson", Woodstock-festivalen fandt sted 90 km fra Woodstock og Eva ikke gav Adam et æble, de blev først fremavlet tusinder af år senere. Bogen redegør også for, hvorfra og hvorfor myterne er opstået. Sprogligt letforståelig og illustreret med vignetter.
Der er ingen nyere bøger inden for området historie om dette emne.
Populærvidenskabelig bog mest beregnet til underholdning, måske med den underliggende morale at gode historier ikke nødvendigvis er god historieskrivning.