"Det er ikke Beyoncé, det her. Og det kan godt være, Swift mener, at hun bare følger sit hjerte og sine lyster, og at vi alle skaber os selv, som hun hævder i den lille selvbiografi-ske intro i cd'ens booklet.Men hun lader sig alligevel farve af tidens tårnende 80' er/ 90' erinspirerede powerpop, som inficerer mangen et popalbum af især den kvindelig variant.Det er en kollektivt vedtaget narko, der bliver pumpet i venerne på Swifts femte album. Og der er nik til Lorde, Lana Del Rey, ja, sågar et 00' er-ikon som Avril Lavigne ... Ønsket om at være en fuldblods popstjerne - der er virkelig langt til hendes tidlige år som Nashvilles teen-country-darling - står i vejen for en større blottelse i hendes sangmateriale. Men det er så også et spændende paradoks og en magtdemonstration, der gemmer sig i at vise sårbarhed i titaniumhærdet klangdragt. Og Swift er vitterlig protagonisten, powerfeministen, som alle drengene skærer sig på".