Roman for unge fra ca. 14 år udgivet i Gyldendals grå serie. 17-årige Ellis er lige kommet hjem efter et ophold på kostskole. Tilfældigt støder han på en skolekammerat fra byen. Sammen tager de til en fest, hvor de møder 2 mystiske søstre. Ellis kører søstrene hjem til Motel The Land of Smiles, hvor de bor sammen med en tredje søster, en særpræget, tidligere socialarbejder og babyen Shelley. På motellet er også de forskellige stamgæster, en broget flok af byens originale eksistenser. Ellis overnatter på motellet, og næste morgen tager begivenhederne for alvor fart, da det viser sig, at Shelley er forsvundet. På de 24 timer, den dramatiske handling strækker sig over, opnår Ellis så meget indsigt, at han forvandler sig fra teenager til ung mand. En nær ven af Ellis har begået selvmord. Ellis har svært ved at acceptere det, men i løbet af de 24 timer, når han frem til afklaring og en følelse af frihed. Det er store emner, forfatteren tager op: forelskelse, sociale forskelle, selvmord og døden i almindelighed. Det lykkes forfatteren at give en engageret fremstilling af livet og døden på en måde, der er forståelig for de unge. Som helhed en velskrevet og spændende ungdomsbog, der holder læserens interesse fanget. Vil blive populær som de andre bøger i serien.