25 desperate digte

Skulle titlen få nogen til at tro, at det her drejer sig om digte, som dem Rifbjerg skrev engang, må de tro om. Som i den foregående digtsamling, skildrende hverdagslivet, udtrykker han sig meget lavmælt. Men under det stille spreder desperation og uhygge sig, i kontrastfuld spænding med det næsten afmagtsprægede sprog. Digtene virker ligesom gennem to centre. På den ene side har vi det skrivende jeg, præget af dødsanelser som knyttes sammen med seksuel frustration og samvittighedskvaler. På den anden side står det officielle liv, det politiske, som med folk som Glistrup eksisterer på understrømme af vold. I mødet mellem disse to sfærer opstår både det handlingslammende og desperationen. Skønt digtene holder sig i det hverdagsagtige, får afmagten pludselige afløb i grotesk humor. Men metaforikken er - helt mod Rifbjergs sædvane og talent - frarøvet det overrumplende og glider næsten upåagtet ind i digtene. Det påfaldende ved bogen er således praradoksalt nok dens påfaldende ydrebeskedenhed.

Read the full assessment