Nick Hornby, som er mest kendt for den fremragende filmatiserede roman High fidelity, om den lidt nørdede indehaver af en pladeforretning med gamle vinylplader, har aldrig lagt skjul på sin passion for musik, rockmusik, og især gamle numre, og den passion lever han ud i denne underholdende bog, hvor han giver sit personlige syn på en lang række sange. Nogle kendte, andre (for mig i hvert tilfælde) ukendte, fra Nelly Furtado til The Beatles, og favoritten Bruce Springsteen, men det betyder mindre, for Hornby gennemgår de enkelte sange, giver sine personlige vinkler på dem, og blander sangene sammen med oplevelser i sit liv, så bogen både bliver en glimrende indførsel i musikken, men også i Hornbys personlige liv, i tiden og rockscenen gennem mange omskiftelige år. En dejlig bog, som kan læses som lystlæsning, og hvor han dog skriver godt, den gode Hornby. Sikkert en nørd, men en velskrivende sådan.