De, der på forhånd kender Malene Hasselblad, kan her få et indblik i, hvordan hendes sidste år inden de 40 forløb.
Malene Hasselblad er kendt for sin deltagelse i "Robinson ekspeditionen" og hun er nu forfatter, maler og foredragsholder. Hun skriver en del til diverse blade, der også skriver en del OM hende. Sproget er blog-agtigt, med smileys, lydord og talesprog. Emnet er angiveligt det at blive 40, men bogen handler mest om forfatterens hverdag som enlig mor uden fast arbejde og de medfølgende problemer. Forsiden er et billede af forfatteren iført netstrømper, med bagsiden til, og illustrerer således fint titlen.
Man kan sammenligne lidt med ugebladenes klummer, der jo også er det, forfatteren har skrevet mest af. Desuden læner den sig lidt op ad Maise Njors Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster.
Hvis man synes Malene Hasselblad er et spændende menneske, er denne udgivelse lige sagen - og ellers er der ikke meget at komme efter. Bogen udkommer på eget forlag.