42 år

Det kan ikke nægtes at er en anden Schnack, man møder i hans nye roman 42 år end den, der skrev sidste års Det var ikke mig (76/13 500 633 3). Ganske vist holder den sig stilistisk tæt op til Det var ikke mig: korte biografiske kapitler, snarere associationsmæssigt end kronologisk forbundet med hinanden i den rappe stil, der kendes fra Dan Tureil. Men jeget er blevet ældre, livet barskere: »Jeg var midt i tyverne, da jeg blev 42 år«, som det lakonisk hedder i indledningen. Erindringerne blev gennemlevet tæt i den forrige bog, nu drejer det sig om »rapporter fra en hverdags faste arbejde / og sløve vanvid ...«. Livet føles opbrugt, genkendeligheden alt for stor i det hellige, institutionaliserede ægteskab, hvor tavsheden har taget overhånd og hvor vibrationerne som følge deraf er gået i stå. Sekundviseren har lammet folk, produktionsræset ligeså, fantasien er forduftet, hvilket konstateres endog i den daglige trafik i København. Også spontaneiteten på den politiske venstrefløjsynes væk »... i det populære / kvarter omkring Søerne foregår revolutionen om og om / igen, tredive gange pr. aften ...« En letlæst bog, der er tæt på en hel generations angst over for 70'ernes virkelighed. - Bør anskaffes på linje med Det var ikke mig, som den er en selvstændig fortsættelse af.

Read the full assessment