Små forandringer i livets uvaner gør på sigt en stor forskel. Her er 5:2 kuren overført til en lang række centrale aspekter i tilværelsen. For alle der trænger til at give livet en opstrammer.
I princippet kan 5:2 overføres til hele tilværelsen, og man kan således blive sundere, lykkeligere osv. med små ændringer. Forfatteren, der er redaktør på The Guardian, levede efter 5:2 kuren med succes og besluttede at prøve systemet på andre områder også. Vi får her otte 5:2 kure, der hver er særdeles relevante i det moderne menneskes liv fx pengekuren, alkoholkuren, effektivitetskuren, bekymringskuren og miljøkuren. Man skal nok ikke gå i gang med for mange af kurene på én gang, men der medfølger forslag om, hvilke kure der passer sammen.
Små ændringer i hverdagen med stor effekt vil tiltale mange, det ses jo allerede ud fra 5:2 slankekurens succes. En ny metode til en bedre livsstil, der samtidig er til at holde ud, især hvis man ikke kaster sig ud i det hele på én gang. Alle kurene er grundigt beskrevet med enkle tiltag og øvelser.
5:2 slankekuren er beskrevet bl.a. i Den letteste vej til 5:2 kuren. Bogen her indeholder ikke en slankekur, men princippet overført på andre områder, hvilket ikke er set før. Man kan finde lignende råd og øvelser i andre bøger, fx i Pengekuren. Det særlige ved Emma Cooks bog er, at de her er samlet på en lang række områder og sat ind i 5:2 systemet.