Superflot og stemningsfuldt 3. person stealth-adventurespil i 17 kapitler. Spillet foregår i det pesthærgede Frankrig i 1300-tallet. For unge fra 16 år og voksne spillere.
Pigen Amicia og hendes lillebror Hugo er blevet forældreløse, efter at inkvisitionens soldater har slået forældrene ihjel. De to børn skal overleve i ekstremt barske omgivelser under Den Sorte Død i Frankrig. De skal snige sig forbi soldater bl.a. ved at aflede deres opmærksomhed ved at kaste med sten og krukker. Amicia har en slynge, så hun kan skyde med sten og gøre fjender bevidstløse. Spilleren styrer Amicia, men hun kan ind imellem bede Hugo udføre enkle opgaver, som fx at kravle igennem et vindue. Undervejs i spillet får man følgere, som også kan hjælpe. Der er rotter overalt, men de kan holdes væk med ild. Man samler ting op undervejs, og nogle steder kan man crafte bedre udstyr.
Spillet er et stealth-adventurespil med puzzle-elementer. Der er kun én sværhedsgrad, og man må ind imellem prøve flere gange. Man får løbende besked om de opgaver, man skal udføre. Grafisk er spillet helt utrolig flot og detaljeret. Der er fantastiske lys/skygge-effekter, og de dystre omgivelser er skildret meget effektfuldt. Dialogerne er interessante og tilpas korte til, at man ikke bare skipper dem. Pegi er 18 med ikon for vold og bandeord, men det kan sagtens spilles fra 16 år, for det er ikke meget voldeligt.
Fans af The last of us remastered vil også elske dette spil. Her skal hovedpersonen også redde en anden person og overleve i barske omgivelser.