Ene har ikke set sin storebror Astlan i 6 år, og hun har ikke just gode minder fra deres tid sammen. Hun lukker ham dog ind, da han dukker op på Ulykkesholm, hvor hun bor sammen med de andre A.S.P.E.-helte. Men Astlan har ikke ændret sig spor. Fantasy for 10-13-årige.
Ene har lært at tale med de døde efter en hård opvækst på en kirkegård sammen med sin ondskabsfulde storebror Astlan. Hun har ikke set ham, siden hun stak af 6 år tidligere, men pludselig dukker han op på Ulykkesholm sammen med hendes, nu tidligere, bedste ven, Silvius. Astlan lokker hele A.S.P.E-gruppen med ud på et drabeligt eventyr til en forhekset grav og sørger selvfølgelig for, at Ene får hele skylden. Astlan røber endda Enes hemmelige venskab med kraniet Mauritius og er så dygtig til at manipulere, at Ene har svært ved at argumentere mod ham. Mon A.S.P.E-heltene nogensinde kan stole på hinanden igen?.
14. bog om A.S.P.E er ligesom de tidligere bind i serien fyldt med uhyggelig magi og skræmmende mysterier. Det er heldigvis ikke mange, der har en storebror, der er lige så ond og manipulerende som Enes. Alligevel er temaet relevant for de fleste og sætter spot på skrøbelig gruppedynamik og vigtigheden af sande venskaber. Det er ikke nødvendigt at læse serien i rækkefølge.
Du vil også elske den spændende Amari og Nattens Brødre.