6 markante personligheder beskriver udsnit af danmarkshistorien fra 1950'erne til 2000'erne. Bogen kan læses bredt af alle.
Seks kendte danskere fortæller hver især om et årti, der har haft stor betydning for deres virke. 1950'erne beskrives af Marcel de Sade. Det var her, han havde sin storhedstid med smykkehandel, der lagde fundamentet til den ekstravagante livsstil, han førte, indtil han blev dømt for bedrageri. Stig Møller fortæller om de eksperimenterende 1960'ere, hvor han turnerede med sin musik og havde et stort forbrug af euforiserende stoffer. Suzanne Brøgger tager os ind i 1970'erne, hvor hun fik problemer med feministerne, fordi hun ønskede at bevare kvindeligheden midt i frigørelsen. 1980'erne byder på Klaus Riskærs jetset liv, der har fokus på individet, hurtige penge og biler. 1990'erne bliver præsenteret af Søren Fauli, der kaster sig ind i tv-reklamebranchen og oplever den store nedtur, da folk ser ned på hans reklamer. Til slut tager Joan Ørting os med til 2000'erne, hvor hun sætter fokus på sex og nedbryder tabuer. Bogen afsluttes med forslag til videre læsning om de forskellige årtier.
Fin bog om moderne danmarkshistorie set fra forskellige vinkler. Bogens interviewform virker godt, og de interviewede portrætteres fint.
Ove Dahls serie "Tilbage til...", eksempelvis Tilbage til 90'erne beskriver de forskellige årtier, men er langt grundigere.