En flok spejdere finder en myrdet mand i en skov. Han var genforsker, og der kan være mange motiver til mordet, som Bent Kastrup og hans kolleger skal opklare. For læsere af nordiske krimier.
Den myrdede genforsker var en enspænder, men opklaringsarbejdet viser blandt andet hen til nazinostalgi og fører også Bent Kastrup til Færøerne, hvor der sker mystiske ting i en forladt landsby. Forfatteren er forsker og har tidligere udgivet en række romaner og fagbøger. Bogen er andet bind i en krimiserie, der startede med Is i blodet.
Det er en meget velskrevet, spændende og ikke mindst overraskende krimi. Den er skrevet i et mundret sprog, hvor læsningen bare glider. Forsiden er måske ikke den mest sælgende, men det bør navnet være.
I forhold til Is i blodet er det videnskabelige stof minimeret. Serien bør kunne tiltale fx Sissel-Jo Gazans læsere.