Billedbog på vers, hvor et æsel fortæller historien om Jesu fødsel i stalden julenat. Fra ca. 3 år.
Denne julefortælling om Jesu fødsel i stalden i Betlehem er fortalt på vers af et æsel. Den korte tekst er et uddrag fra bogen Weinachten auf den Hummerklippen. Æslets versudgave er holdt i en humoristisk tone, og i den ånd er der også i hvert vers indlagt to gange æsel-skryden: "I-ah!" Det kan måske virke anstrengt for oplæseren, og man kan naturligvis udelade det efter behag, men så går man også glip af den afsluttende humoristiske forvandling af "I-ah!" til "Ha-le-lu-i-ah!". Historiens vers er fint gendigtet til et dansk, hvor den let humoristiske tone er bevaret. Illustrator har vi bl.a. tidligere mødt i Hermeline har tryllefri, 2010. Billedbogens farvelagte stregtegninger i en karikeret tegneserieagtig stil er søde og humoristiske, og de passer fint til den lille fortælling.
Der findes mange billedbøger med historien om Jesu fødsel. Også andre med humoristiske vers, fx Historien om julen, 2008. Der findes også flere, som med et glimt i øjet lader dyr fortælle, fx 2 om katte, bl.a. Katten i krybben, 2000 og 2 om får/lam, bl.a. Halløj i Betlehem, 2001. Men nyt er det, at det er et æsel, der fortæller historien.
En sød og humoristisk billedbog på vers, hvor et æsel fortæller om Jesu fødsel i stalden i Bethlehem julenat. Bogen er illustreret med søde og finurlige farvelagte stregtegninger, der passer fint til historiens tone.