En fagbog for den voksne, erfarne hesteejer, som er interesseret i at hjælpe sin hest både fysisk og psykisk.
Den amerikanske forfatter har haft med heste at gøre hele sit liv, og han har skrevet en håndbog i, hvordan hesteejere kan afhjælpe forskellige fysiske problemer på hesten ved at give den akupressurmassage med primært tommelfingeren på 8 zoner. Bogens anden halvdel beskæftiger sig med psykisk træning, som skal give hest og ejer bedre kontakt og også øve hestens smidighed. I tekst og billeder viser forfatteren, hvordan det udføres, og bogen forklarer, hvilke problemer det kan afhjælpe. Mange heste lider af muskelspændinger både på grund af forkert udstyr, kropsbygning eller dårlig ridning, og her kan massagen hjælpe ifølge forfatterne. Bogen er grundig og ikke helt let i sin gennemgang, og metoden kræver en erfaren hestejer med interesse i hestes psykologi og anatomi. Det er en tæt sat bog i to spalter med mange små farvefotos, tegninger og faktabokse, og den er grundlæggende fornuftig og på hestens præmisser.
Bogen går hånd i hånd med bl.a. Praktisk hestemassage (03/51) og Stræk med din hest (05/01).
Man får lyst til selv at afprøve metoderne, fordi han skriver så begejstret om emnet. Men det er ikke en bog, man giver hvem som helst, for det er hverken let eller helt ufarligt, hvis hesten ikke lige har lyst til en gang akupressur. Bogens udstyr er desværre ikke ret holdbart, og det er ærgerligt, for det vil være en bog, man skal have meget i hånden undervejs.