En sammenskrevet billedbogsudgave af Aja Dobbo fra 1988. I format en lille bog, men i indhold og udstråling en stor. Handlingsforløbet er det samme. Aja Dobbo fødes i et kuld racekatte, men falder lidt uden for normerne og havner hos en pige og familie, som vel ikke er specielt interesseret i katte. Da Aja Dobbo hører, at han skal kastreres, stikker han med hjælp fra et par andre baggårdskatte af, og pludselig er verden stor og fuld af muligheder. Samtidig en fortælling om at være åben i sind, lidt naiv og anderledes. Det er en varm, rørende og overbevisende historie, som har vundet ved at blive sammenskrevet. Teksten er skrevet i en oplæsningsvenlig stil og tone og veksler mellem beskrivelser, dialoger og tankevirksomhed. Dorte Karrebæk er på spil i alle opslag. De let groteske og udtryksfulde tegninger i appellerende farver giver historien et nyt liv, og oplæseren er nødsaget til at vise sine tilhørere alle tegningerne, der passer så flot til handlingen indhold og udtryk. Bogen er velegnet til oplæsning i mindre grupper i indskolingen, og den har bedre muligheder end sin storebror, for at fænge som selvstændig læsning for de 9-11-årige, måske først og fremmest piger. Den har ikke et billedbogspræg, og omslag og indhold kan nemt sælge dette første bind af i alt seks.