Ligesom akvarel er akrylmaleri nemt at gå til også for begynderen. Det er sikkert hovedårsagen til den popularitet teknikken nyder, en popularitet som også afspejles i bibliotekernes efterhånden bugnende bestand af anvisninger i, hvordan man hurtigt kommer i gang med at male med netop den teknik. Denne bog henvender sig til dem, der gerne vil i gang med at producere nogle billeder, uden at de derfor har selvstændige kunstneriske ambitioner.
Denne bog adskiller sig ikke væsentligt fra flere andre, der primært henvender sig til begyndere. Der er lidt om akrylmaleri generelt, men størstedelen af bogen går med trin for trin beskrivelser af, hvordan man kan male en række helt bestemte malerier. Det er de traditionelle motiver, der fylder siderne. "Buegang i haven" og "Kanal i solnedgang" kan nævnes som repræsentative for motivkredsen. Bogen af sluttes med en kort liste med ordforklaringer og et stikordsregister. Bogen er gennemillustreret på det kendte Dorling Kindersley-niveau.
Emnet er som nævnt velbeskrevet i forvejen, og denne adskiller sig ikke væsentligt, hverken hvad angår niveau, målgruppe eller indhold fra flertallet af disse.
En jævn og ligefrem gør-det-selv bog til de brugere, der ønsker at komme hurtigt i gang med at producere billeder. Bogen skal konkurrere med mange andre på samme niveau og om samme emne.