Årtusindgamle kirkelige løgne danner ligesom i Da Vinci mysteriet grundlag for plottet i denne hæsblæsende thriller, der blander hemmelige selskaber, glemt visdom og sprængfarlig nutidspolitik til en cocktail der er helt overdådig, men også helt ude i hampen. Cotton Malone er en tidligere CIA-agent, der har trukket sig tilbage til et stille liv som boghandler i København. Pga. en viden han har nået i en tidligere sag, drages han modvilligt ind i et spil, der involverer intet mindre end den korrekte placering af staten Israel.
Steve Berry er advokat, men har ved siden af skrevet en lang række traditionelle thrillers, hvoraf et par stykker er oversat til dansk. Hans kendetegn er eksotiske miljøer og indviklede plots, der afvikles i et opskruet tempo. Kapitlerne er korte og falder i en lind strøm som scenerne i en tv-serie eller en B-film. Effektjageriet er så belastende og tempoet så højt, at der ikke levnes mulighed for at leve sig ind i atmosfære eller personer.
Steve Berry bruger de samme hovedpersoner som i Romanovprofetien, 2005. En del af dem er danske, og den vinkel burde i sig selv føre lokal omtale med sig. Begge bøger er meget spændende thrillers.
Hæsblæsende thriller, der med Højbro Plads som startpunkt bevæger sig hastigt rundt på flere kontinenter og i forskellige tider. Gammel gådefuld visdom og en blodig afvikling af plottet vil appellere til dem, der har læst sig helt igennem Brown.