Da Alice ser en hvid, talende kanin, der smutter ned i et stort hul, følger hun efter. Dernede får hun mange mærkelige oplevelser. Fra 9 år og til højtlæsning.
Genfortælling af den originale udgave af "Alice i eventyrland", skrevet som letlæsningsbog (lix 22,5). Undtaget to er alle kapitlerne fra den oprindelige version medtaget. De mest kendte figurer som fx filurkatten, kålormen, kaninen, dronten, dronningen og hertuginden er med. Alice forandrer størrelse mange gange, hulker sig til en sø af tårer, deltager i kapløb, har samtale med kålormen m.m. og vågner til sidst op fra sin drøm ved at søsteren børster blade væk fra hendes ansigt. Illustrationerne er holdt i blide grøngule nuancer tegnet med en tynd blyantsstreg. Teksttyperne er store og placeret i blokke mellem tegningerne.
Bogen er vellykket som letlæsningsudgave. Sproget og fortællingen er ikke helt let at forstå eller læse, så den vil egne sig bedst til oplæsning. Det er en meget fantasifuld handling, hvor der optræder mange forskellige figurer, der gør mærkelige og til tider helt uforudsigelige ting.
Der findes ikke andre danske letlæsningsudgaver.