Når hverdagen derhjemme bliver for trist, tager Peter og Vera ud i rummet i deres rumraket. Brugsbilledbog om alkoholisme til samtale derhjemme og i institutionen, for børn fra 5 år.
Peter og Veras far er lidt for glad for rødvin. Når han kommer hjem fra arbejde er han ofte træt, så falder han i søvn på sofaen, har svært ved at gå lige og kan ikke læse godnathistorierne ordentligt, fordi han vrøvler. Det er lidt som om han er en klodset elefant, en alkofant. Vera beder ham om at gå efter en tommestok, men det kan han ikke og han taber også tit sin mobiltelefon, så den går i stykker. Til sidst bliver Peter og Veras mor rigtig træt af det hele og så må Peter og Vera tage korkpropper i ørerne så de ikke kan høre forældrene skændes. Noget må gøres og heldigvis er der plads til alkofanten i rumraketten.
God og brugbar bog om hvordan en forældres drikkeri påvirker en hel familie. Tematikken er behandlet nænsomt og fint, med et strejf af humor, der gør at det hele ikke bliver så håbløst og trist som i andre billedbøger om emnet. Her er ikke tale om omsorgssvigt, for børnene har en velfungerende forælder, der tager hånd om problemet. Billederne med den fjollede og irriterende alkofant taler deres eget sprog.
Historien om Hardy er også fin, men mere barsk.