Books / fiction for children / rim

Alle tiders bytte!


Description


Billedbog med delvist rimet tekst. Kaptajn Sortskæg og hans sørøvere får et mystisk skattekort af en spillemand og tager straks af sted på skattejagt. På skatteøen venter der en grum skæbne med lange fangarme.

Reviews (1)


The libraries' assessment

d. 4. Mar. 2010

By

By

Pia Boisen Michelsen

d. 4. Mar. 2010

Britisk billedbog om sørøvere fra 4-5 år.

En spillemand kommer ind på en kro med et mystisk skattekort. Kaptajn Sortskæg overhører alle advarsler og tager af sted på skattejagt. Kun spillemanden slipper fra skatteøen med livet i behold. Dramatisk og humoristisk sørøverhistorie for de store billedbogslæsende børn. Sørøverne ender med at blive spist af en kæmpeblæksprutte, hvilket gør bogen en anelse mere uhyggelig end de gængse sørøverhistorier. Peter Gotthardt har oversat teksten, som er enkel og mundret med en del sørøverkolorit. Noget af teksten er rimet, hvilket fungerer godt i en sørøverkontekst. De helsides billeder er næsten tegnefilmsagtige med klar farvelægning, som fylder siderne helt ud. Figurerne kan minde lidt om stilen i de nyere Disney-film. Nogle opslag er små tegneserier, og et enkelt kan foldes ud, så man kan se kæmpeblæksprutten i alt sin gru.

Bogen fremstår lidt mere kommerciel i både handling og billeder end fx Kaptajn Finn og dinosørøverne, Kaptajn Sabeltand og Pinky og "Den Sorte Dame" og Kaptajn Sharky og skatteøens hemmelighed. Der er flere ligheder med universet fra Pirates of the Caribbean.

Lidt uhyggelig billedbog om grådige sørøvere, der bliver spist af en kæmpeblæksprutte. Enkel tekst med små rim og helsides Disney-agtige billeder. En sjov tilføjelse til hylderne for de store billedbogslæsende børn, men ikke en absolut nødvendighed.