Rent guf for de som hungrer efter en voksentegneserie, hvor flot tegneseriekunst matches af en tankevækkende historie. Målgruppen er blandt både de unge og voksne faste lånere på hylden med voksentegneserier.
Graphic novel med suveræn streg af Peter Snejbjerg (f. 1963). En dansker med international gennemslagskraft som jeg husker for Hypernauten, og senest fra Kære Billy, hvor han også slår sin streg i et samarbejde med en udenlandsk tekstforfatter. I det nye album er det John Arcudi som skriver den fascinerende historie. Og det er ikke noget sort/hvidt superhelte-epos. Nej, det er de helt store filosofiske spørgsmål om menneskelig identitet i streg og ord. Som PS skriver i sit forord, hvor han i øvrigt præsenterer Arcudi: "Udover al dramatikken handler den om de spørgsmål, som hjemsøger os i vores mørkeste stunder. Spørgsmål om identitet og mening, om hvem vi er og hvad vi kunne være..." Og det er ikke et album man bladrer sig lystigt igennem som er det et Anders And blad, ikke at der er noget galt med hverken Anders, Rip, Rap og Rup, eller andre i Andeby og Gåserød, men i Arcudis og Snejbjergs album er udfordrende tankegods på niveau med det bedste i romanernes verden.
PS tegner også for DC-Comics, fx Batman, og hans streg minder mig, især i ovennævnte Hypernauten om selveste Moebius. Første album på dansk med tekst af Arcudi.
Meget flot graphic novel med en klar målgruppe blandt yndere af voksentegneserier.