Denne bog henvender sig til piger fra 10-12 år. Bogens temaer er pigeintriger, mobning og forelskelse. Den kræver ikke nogen speciel formidling, da den lidt kedelige forside med tydelighed viser en pige, der modtager en hade-sms.
Denne bog er nr. 2 i en serie om pigen Alma, men den kan godt læses separat. Alma modtager en hade-sms: "Fuck dig bitch", og hun tror straks, at den er fra klassekammeraten, Alberte. Alberte mener, at Alma har "stjålet" hendes veninde Josefine, der nu er Almas bedste veninde. Alma opretter en profil på Facebook i den ukendte Felix' navn og håber, at hun på den måde kan få Alberte til at afsløre sig selv. Begivenhederne udvikler sig på en lejrskole, og da de kommer hjem, aftaler Alberte et møde med Felix, og Alma beslutter sig for at overvære Albertes afbrændte date. Men tingene udvikler sig uforudsigeligt, og det hele går galt. Det er en god historie, der fortælles i 1. person af Alma, og de mange sms-beskeder udgør også en del af teksten. Hele forløbet er skildret spændende og medrivende, og alle skolepiger fra 9-14 år vil sluge bogen. Sprogtonen og jargonen er perfekt ramt.
Der er mange bøger om skoleveninders genvordigheder og venindeproblemer. Knus og kaos, 2009 af Ingelin Angerborn henvender sig ligeledes til samme målgruppe og skildrer også drenge- og venindeproblematikker.
En rigtig god og velskrevet pigebog, der på glimrende vis skildrer nogle moderne problematikker, som alle de potentielle læsere vil nikke genkendende til.