Historien om det umage venskab mellem en kvinde i sorg og en hjemløs, traumatiseret dreng er omdrejningspunktet for denne roman af den produktive forfatter. For kvindelige fans af feel good-romaner i den lettere ende.
Ginny Carter var tidligere en succesfuld nyhedsvært, gift og mor til en lille søn. Da hun mister alt dette, kaster hun sig istedet over en karriere som nødhjælpsarbejder i verdens brændpunkter. Under en orlov hjemme i New York møder hun den hjemløse 13-årige dreng Blue, og et umage venskab vokser frem. Blue er traumatiseret, og Ginny forsøger at finde meningen med sit liv - Måske kan de hjælpe hinanden?.
Her er feel good for alle pengene og den rørende historie fortælles med forklarende sidebemærkninger, så intet overlades til fantasien eller egne fortolkninger. Køber man præmissen, er der garanti for underholdende læsning og måske endda en tåre i øjenkrogen undervejs.
I modsætning til forfatterens mange andre bøger, er der ikke fokus på den store kærlighedsromance. Men Danielle Steels romantiske fortællestil formår også at bære denne rørende fortælling. Det lidt tunge emne med unge hjemløse beskrives også fint i feel good-romanen Blomsternes hemmelige sprog af Vanessa Diffenbaugh.