Altazor

Vicente Huidobros digte er et avantgardistisk eksperiment med surrealistisk billedsprog, automatskrift og ordspil der ud over deres litteraturhistoriske betydning stadig kan udfordre vores forestillinger om, hvordan poesi kan se ud.

VH, 1893-1948, er en nøgleskikkelse i mellemkrigstidens mangfoldighed af poetiske avantgardebevægelser. "Jeg åbnede øjnene i det århundrede/ Hvor kristendommen var ved at dø"/ (...) "Og hvad anbringer vi i morgen på dens tomme plads?" som det med en selvbiografisk reference formuleres i den første af bogens syv "sange". Svaret er farten, teknikken, kaos og ikke mindst dyrkelsen af kunsten og poesien som en anarkistisk og grænseoverskridende kraft, der skal "genoplive" sproget. På dette grundlag skabte VH sin æstetiske teori, creacionismen, og i Altazor, der er hans lyriske hovedværk og udkom i 1931, udfoldes det i en skriftpraksis der i et ekspressivt billedsprog, automatskrift og rablende ordspil har til formål at skabe "kortslutninger i sætningerne" og "katastrofer i grammatikken".

Af VH findes i dansk oversættelse prosabogen Tre umådelige noveller, 1998, og de to digtsamlinger Arktiske digte, 2001, og Firkantet horisont & Eiffeltårn, 2002.

Et radikalt forsøg på at frigøre kunsten fra den ydre verden. Tonen og stilen kan findes som reminiscenser i samtidens danske lyrik hos Emil Bønnelycke, R. Broby-Johansen og Tom Kristensen og i nutiden hos fx Simon Grotrian, men ellers er det en tradition man skal lede længe efter i dansk litteratur.

Read the full assessment