Bogen er for det skrevne ord hvad den engelske tv-station "Channel 4"s produktion "Warlords" var for skærmen i 2005. Forfatterne, historiker Joanna Potts og producer Simon Berthon, sætter fokus på 2. verdenskrig med dens talrige blodige og opsigtsvækkende forløb for derefter straks at zoome ind på de fire store aktører: Hitler, Stalin, Churchill og Roosevelt. En dramadokumentarisk udgivelse der i sin kredsen om de fire statslederes adfærd selvfølgelig afdækker krigens gang, men primært kredser om deres personpsykologi, deres indbyrdes spændinger, deres forskelligartede motiver og mere eller mindre skjulte dagsordener, deres kampe om magt og positionering og endelig, men ikke mindst deres eftermæle samt den rækkevidde deres beslutninger fik for eftertiden. Det er således en bog med mere end blot et strejf af historiens vingesus kyndigt fortalt, og med det behagelige "touch" af nærvær og autenticitet som brug af originale replikker, citater, samtidige vurderinger m.v. er i stand til at tilføre teksten. Krigens hårde og ubønhørlige gang set igennem fire temperamenter orkestreres sikkert af et forfatterpar der i bedste "cliffhanger-stil" også betjener sig af hurtige sceneskift, parallelle handlingsforløb og ikke mindst tempo. Meget er selvfølgelig kendt i forvejen, men emnet er noget nær uopslideligt, og det er en udgivelse som bibliotekerne sagtens kan finde anvendelse for.