Dette er 4. (og sidste?) del af den stort anlagte familieroman, hvor man følger familien gennem 15 år, og hvor man nærmest føler sig som tilskuer til et slags roulettespil og spændt iagttager, hvor kuglerne (in casu: klanens medlemmer) ender. De 5 Gregersen-børns »gode vilje« er man intet øjeblik i tvivl om, derimod er resultatet af deres indsats for at skabe en friere verden ingenlunde givet. Chr. K.'s evne til at nuancere personskildringen viser sig også i dette bind i beskrivelsen af et stort selskab. I bogens sidste afsnit - der hedder »På vej« - er næste generation rykket frem og giver udtryk for en hård kritik af deres forældres forgæves forsøg på at ændre - helst både samfundet og menneskene, mens de samtidig afslører, at de selv vil sætte ind på samme måde, men de tvivler ikke et øjeblik om, at deres resultater vil blive bedre. Sådan set kunne værket fortsætte i en uendelighed.