Denne bog henvender sig til fantasy-læsere, der elsker kombinationen af overnaturlige væsenener og mennesker og de konfliktfyldte situationer, der opstår, når disse ulige væsener forelsker sig i hinanden. Bogen er andet bind i en serie, og den fængende forside af det unge romantiske par lader heller ingen i tvivl om indholdet.
Den amerikanske forfatter har skrevet adskillige bøger, der er udgivet på ti forskellige sprog. Herværende serie er hendes første udgivelse i Danmark. Forfatteren er meget velskrivende og har en meget flydende, beskrivende og sanselig skrivestil, der automatisk river læseren med. Engle er populære for tiden, men Weatherlys engle-univers er blandt de bedste og mest originale. Engle i ungdomslitterauren er åbenbart ved at overtage den position, som vampyrerne længe har haft. Denne moppedreng af et andet bind giver lyst til endnu et bind.
Læserne af denne bog bør også læse seriens første bind, da man ellers mister sammenhæng og forståelse af andet bind. De mere romantiske sjæle bør selvfølgelig også læse Stephenie Meyers fantasy-serie, Tusmørke-serien, der omhandler romantiske forviklinger blandt mennesker, vampyrer og varulve.
Det er en meget spændende og velskrevet fantasyroman. Willow er en fængende og interessant hovedperson, og det er fængslende at følge hendes udvikling og de eksistentielle og moralske problematikker, hun må tage stilling til. Man bliver hurtigt fanget ind af bogens univers og persongalleri, og det er svært at lægge bogen fra sig.