En bog om angst, primært med fokus på årsager og terapeutisk behandling. Den er primært til psykologer, eller psykoterapeuter. Den har en teoretisk tilgang, og man skal kende en del til psykoanalyse for at få det fulde udbytte.
P.C. er filosof og psykoterapeut og har sin praksis i København. Indholdet er et mix af en filosofisk og psykologisk tilgang til begrebet angst. P.C. bruger forskellig teori fra både Sokrates og Platon, Ødipuskomplekset og forskellige terapeutiske grundregler. Der er beskrivelser af klinisk angst, plasmatisk angst og grundlæggende angst. Bogen har mange cases med forskellige beskrivelser af mennesker, både børn og voksne som har angst. Disse mange historier beskriver fint angstens karaktertræk, og hvilke mekanismer der sætter i gang. Det er en teoretisk bog, der bl.a. beskriver at årsager til angst ofte opstår meget tidligt i barnets liv. Ligeledes beskrives det hvordan moderens og faderens forskellige omsorgsroller og relationer indbyrdes påvirker barnet.
Der er flere retninger som forholder sig forskelligt til begrebet angst. Der er en del bøger, og mange selv-hjælpsbøger om emnet. Angstbogen, 2008 fra Psykiatrifonden giver et nuanceret billede af angst.
Jeg må tilstå at jeg havde brug for at læse flere af kapitlerne flere gange, for at forstå de forskellige sammenhænge ift. begrebet angst. Det er nødvendigt at kende en hel del til psykoanalysens og psykosyntesens grundbegreber, og flere filosofiske termer for at få det fulde udbytte af bogen.