1. bind i ny serie om Anna Englelud, lyserød frilæsningsbog for piger fra 9 år/ 3. klasse. Lix 23.
Bogen indeholder 3 historier på hver 4 kapitler om hovedpersonen Anna Englelud. Omslaget signalerer pigebog - det er lyserødt og viser en genert Anna Englelud med sløjfe i håret. Anna er overhovedet ikke genert, tværtimod er hun en lille spilopmager, der ofte kommer galt af sted, men på trods klarer sig. 1. historie foregår på skolen. Skolelederen har fået ny frisure, og Anna er overbevist om, at hun bærer paryk. Derfor udspionerer hun frøken Spring og bliver selvfølgelig opdaget. I historien "Supermodel" er Anna lidt misundelig på Pernille, der skal være supermodel. Anna vil også være model, men hun er lidt klodset. Alligevel ender hun på forsiden af bladet som havfruemodel. I 3. historie tager Anna og hendes mor på helseferie. Da det bliver lidt for sundt, og sulten melder sig, stjæler Anna slik og andre usunde sager fra personalet, og det ender med, at mor og Anna begge har fået nok og afslutter opholdet. Teksten er sat med en stor og letlæselig typografi, og de mange sort/hvide illustrationer understøtter teksten. Oversat fra engelsk.
Bogen er begået af holdet bag serien om Beskidte Bertil, der er for drengene i samme målgruppe.
Bogen er 1. bind i en ny frilæsningsserie for piger, der vil synes, at Anna er en fræk, modig og kvik pige, der ofte kommer i klemme, men som alligevel klarer sig. Historierne er overkommelige og lette at læse. Fra 3. klasse.