Novellesamling, bestående af 15 ganske forskellige noveller, hvor den røde tråd er "forandringer"/"transformationer". Til interesserede i eksperimenterende danske noveller.
Morten Bo, der oprindeligt er fotograf, leverer i denne samling 15 noveller der varierer i længde fra to til 34 sider - hvoraf den længste er titelnovellen "Anna". Novellerne har titler som "Den evige kamp", "Under en sten", "Tyskertøs" og "Omsorg og Ansvar". Novellerne veksler mellem eksperimenter (både i forhold til indhold og eksempelvis tegnsætning) og mere klassiske fortællinger. Men samlingen har alligevel en rød tematisk tråd der handler om "forandringer". Hvad enten det et Anna, en gift kvinde der går en spændende udvikling igennem, eller Rigmor, der under anden verdenskrig bliver gravid med en tysk soldat. Eller manden der har planer om at detonere en bombe eller mødet mellem Ansvar og Omsorg. Morten Bo har tidligere udgivet fotobøger og selvbiografien Levet og levnet, samt andre værker.
En stærk og anderledes novellesamling. Morten Bo har en helt speciel skrivestil, både i forhold til rytme, tegnsætning og strømmen af ord. Mine to favoritter er "Tyskertøs" og "Omsorg og Ansvar", to meget forskellige noveller der netop viser spændvidden i samlingen, en samling jeg med garanti vil vende tilbage til.
I novellesamlingen Af sted, til stede eksperimenteres der både med form og indhold.