Endnu en pegebog om Anna til de 2-4-årige om oprydningens kunst. Forside med pink baggrund viser Anna, der lægger legetøjet på plads.
Der er kommet rigtig mange titler med Anna og denne føjer sig fint i rækken af de øvrige om hverdagens små og store situationer. Her kan Anna ikke finde sit krammedyr Kanin og hun leder alle vegne, men den er ikke at finde. Så far foreslår Anna at rydde op på sit værelse, for så finder hun sikkert Kanin. Anna har bestemt ikke lyst til at rydde op, men indser til sidst, at det nok er en god ide. Hun får lagt tingene rigtigt på plads, og Kanin dukker heldigvis op under oprydningen. Forfatter er kendt for Anna-serien og for serien om Heksen Mimi. Kathleen Amant er både forfatter og illustrator på begge nævnte serier. Teksten er her enkel, men alligevel med en fyldig og velegnet historie til oplæsning for målgruppen. Illustrationerne er i klare, glade farver og med en lidt naiv, enkel sort tusch-agtig streg. Siderne er i kraftigt papir.
Serien kan minde om Liesbet Slegers serie om Noa både indholdsmæssigt og i udtryk og af ældre sammenlignelige serier kan nævnes serierne af Gunilla Wolde om Totte og Lotte også til de yngste med en enkelt billed- og tekstside. Om oprydning findes bl.a. Totte rydder op, 1989 og Oskar rydder op, 2001 af Bodil Nederby.
Endnu en fin lille historie om Anna og en hverdagssituation med forsvundet legetøj og oprydning de fleste børn kan genkende.