Film / fiction / drama

Another Earth


Description


Selv samme aften som astronomer opdager en ny planet, der er en tro kopi af Jorden, er 17-årige Rhoda skyld i en dødsulykke med flere ofre. Efter fire år i fængsel begynder hun at opsøge den eneste overlevende uden at give sig til kende og indleder et umuligt forhold.

Reviews (1)


The libraries' assessment

d. 27. Mar. 2012

By

By

Ulrich Breuning

d. 27. Mar. 2012

Another Earth, 2011 handler om skyld, soning og parallelverdener. Den henvender sig til et voksent publikum med interesse for metafysiske begreber samt moderne amerikansk dramatik fjernt fra Hollywood og glamour.

Verden ligger for 17-årige Rhoda Williams fødder, da katastrofen sker. Selv samme aften som astronomer opdager en ny planet, der er en tro kopi af Jorden, kører Rhoda i spirituspåvirket tilstand ind i en bil og dræber en gravid kvinde og et barn. Manden, den kendte komponist John Burroughs overlever. Efter fire år i fængsel begynder Rhoda at opsøge Burroughs uden at give sig til kende. De indleder et umuligt forhold samtidig med, at Rhoda melder sig som deltager på rumekspeditionen til Den anden jord! Filmen er helt og holdent signeret af ét temperament: Den spillefilmdebuterende Mike Cahill har skrevet manuskriptet, produceret og instrueret, fotograferet og klippet. Og hovedrollen spilles af veninden Brit Marling, som han også har arbejdet sammen med på en dokumentarfilm. Cahill har yderligere klippet dokumentarfilmen I'm your man, 2005 om Leonard Cohen.

Filmens fascination af en parallelverden kan lede tanken hen på en slags kammerspiludgave af Andrej Tarkovskijs filosofiske storværk Solaris, 1972. Og temaet om et skyldigt menneske, der opsøger sit offers partner og indleder et forhold, kan også opleves i den danske film En fremmed banker på -, 1959.

Filmens insisterende alvor imponerer, men mellemregninger og overraskelser mangler. Ikke en nødvendighed.