Antologi

I Janus Kodals debutsamling befinder vi os endnu engang i storbyen, som mere end det konkrete København og Lissabon er selve symbolet på det moderne liv: metropolen -eller 'Maretropolis' somdet hedder i et af digtene. Mod den ydre forstening og uvirkelighedsfølelse drejer det sig om at 'skære virkeligheden op' indefra for at nå ud overjegets og virkelighedens snævre grænser: »Vi viluuuuud, vis os en sunken tunnel, / tal om de forsvundne stjerner, / lad en stemme forkynde den yngste dag«. Gennem drømmens og det erotiskes subjektive billeder hamres der løs på realiteten for attrænge igennem vanen, erindringen og fortiden til det nye, det ukendte. I kraft af det ekspressive sprog og den stærke hævdelse af kroppen og drømmen knytter samlingen an til de tidlige 80'ere(især Michael Strunge), som den er en efterklang af, uden egentlig at føje noget nyt til. Digtenes styrke er det fejende og flotte billedsprog, men mange gange er det mere retorisk ogeffektjagende, end udtryk for eninteresse i indefra at undersøge og afprøve sprogets muligheder.

Read the full assessment