Begrebet anvendt psykologi bruges om psykologiske teoriers anvendelse indenfor forskellige arbejdsfelter. Bogen er beregnet til psykologiundervisningen på de gymnasiale uddannelser. Der er tale om en 4. udgave, oprindelig skrevet af en svensk gymnasielærer og ved sin oversættelse til dansk tilpasset danske forhold af danske konsulenter. Dens oprindelige forfatter er nu død, og bogen har med denne nye udgave undergået store forandringer. Bl.a. er den tilpasset kravene i den nye gymnasiereform. Ligesom der er sket store tilføjelser i form af nyskrevne kapitler. Bogen er således udvidet med mere end 100 sider i forhold til 3. udgave. Nye emner er kommet til som fx kulturpsykologi. Endvidere et nyt afsnit om videnskabsteori. Selvom bogen har lærebogspræg og bl.a. indeholder opgaver, kan den udmærket læses af en bredere kreds af interesserede på begynderniveau. Sproget er ikke vanskeligt, og desuden er det muligt at gå ind og læse enkelte afsnit, som måtte have særlig interesse. Bogen præsenterer de vigtigste teoretiske retninger indenfor psykologien samt deres metoder og menneskesyn, som er indbygget i de forskellige emner, som behandles i bogen. Det er emner som fx angst, tvangsfobier og neuroser, depression, spiseforstyrrelser, stress o.m.a. En gedigen og bred indføring i faget. Gamle udgaver bør udskiftes.