Dette bind i forlagets serie handler om et land der i øjeblikket oplever virkelig store forandringer, men de enorme økonomiske problemer landet er i, og den lavine af problemer på alle områder det medfører, får ikke den plads i bogen som vigtigheden og betydningen af dem bør tillægges. Jeg synes at vægtningen og prioriteringen i den forbindelse er forkert. Den økonomiske krise er nævnt på sin plads i bogen, struktureret som de øvrige bind med afsnit om fortiden, landskab og klima, naturressourcer, miljøet og befolkningen samt familieliv og erhverv, hvor der i det sidstnævnte er et par sider om den økonomiske krise. Bogens layout som øvrige bind i serien, f.eks. Japan med farvefotos, kort og figurer i farver, samt møde med "almindelige argentinere". Sprogligt er bogen på niveau med de øvrige bøger i serien, ligefremt og hverdagsagtigt. Bagest ordliste, adresse og bogliste samt stikordsregister. Kan bruges af børn fra 12 år med nævnte forbehold in mente. Forside og bagsidetekst i stil med øvrige bind i serien, er dækkende for indhold.