Assume form

"Assume Form føles som Demon Days i den forstand, at ikke blot på uforglemmelige tidløse potentielle singler som 'Can't Believe The Way We Flow' burde dette album leve lykkeligt gennem hele 2019. Men også fordi albummet er enestående fra en kynisk spørgende Blake på 'Where's The Catch' med et veloplagt vers fra André 3000 til den dragende optimistiske gyngende serenade på 'Power On' ... Som Timberlake med den første 20/20 Experience har James Blake bøjet konceptet om en sang perfekt efter sig selv og det, der gør ham til en stemme, en pianist, en musiker og en elskende kunstner. Næsten hver eneste skæring gemmer på betagende overraskelser af musikalske forvridninger".

Read review

"'Assume Form' er et eminent album. Blake udnytter sine gæsters tilstedeværelse på fantastisk vis, men han er altid selv i centrum, og han har en dybt rørende musikalsk fortælling at formidle. Jeg kan anbefale talrige gennemlytninger, for det her er et album, der kun bliver bedre for hvert genhør ... På 'Assume Form' får hiphoppen større indflydelse i James Blakes personlige, elektroniske artpop, og det har resulteret i englænderens hidtidige mesterværk. Det er betagende at udforske det detaljerige lydunivers, men vigtigst af alt er det dybt engagerende at lade sig rive med af det nærværende følelsesunivers".

Read review

"Hvad hans [James Blake] musik ikke har i store brusende omkvæd, kompenserer den for med en snigende følelsesmæssig intensitet. Hans bedste numre er stille storme (...) men opløftende er de sjældent ... Det er dog kun den ene side af hans talent. For han er også en renæssanceagtig musiker, der ubesværet kombinerer klassisk kompositionsmusik (...) og elektronisk musik (...) med hiphopinspirerede beatprogrammeringer og en blåtonet melankoli, der trækker tråde til klassiske soulballader ... Man skal dog især lytte til albummet for dets ormehuller i sangskrivningen, som man konstant kan forsvinde ned i. James Blake gør måske ikke poppen mere glad, til gengæld er »Assume Form« en elegant og veloplagt leg med dens traditioner og selvopfattelse".

Read review

"Sangene på 'Assume Form' holder hinanden i hånden, man bemærker knap nok, at de er opdelt, og albummet giver følelsen af rusen fra en lille stærkt joint røget i frisk blæsevejr og glider ubesværet gennem de mange gæstestemmer, der er indhyllet i James Blakes euforiske lyd ... James Blake giver dog ikke sig selv den oplagte mulighed for at antage nye og overraskende former. Midtvejs på albummet vender han desværre tilbage til sin trygge skrøbelige og sakrale form fra tidligere udgivelser og taber nerverne midt i nogle kønne klavertangenter og kompositioner ... James Blake er absolut bedst, når han lader stemmen og lyden skælve, og når han lader andre stemmer komme og befri ham fra hans rolige hoved".

Read review

"Hvad hans [James Blake] musik ikke har i store brusende omkvæd, kompenserer den for med en snigende følelsesmæssig intensitet. Hans bedste numre er stille storme (...) men opløftende er de sjældent ... Det er dog kun den ene side af hans talent. For han er også en renæssanceagtig musiker, der ubesværet kombinerer klassisk kompositionsmusik (...) og elektronisk musik (...) med hiphopinspirerede beatprogrammeringer og en blåtonet melankoli, der trækker tråde til klassiske soulballader ... Man skal dog især lytte til albummet for dets ormehuller i sangskrivningen, som man konstant kan forsvinde ned i. James Blake gør måske ikke poppen mere glad, til gengæld er »Assume Form« en elegant og veloplagt leg med dens traditioner og selvopfattelse".

Read review

"Nu ligger den i dag 30-årige englænders [James Blake] fjerde studiealbum, 'Assume Form', klar ... Den elektroniske produktion er ligeså delikat, som den plejer at være, men desværre ikke hele vejen igennem albummet. Ironisk nok er det frugterne af Blakes samarbejder med gæstesangere som Travis Scott og Moses Sumney, som står svagest, for her er musikken så poleret, at den nærmest fremstår kønsløs. Kun på 'Barefoot In The Park' - et samarbejde med den spanske singer/ songwriter Rosalía - har James Blake fået noget positivt ud af at hive kolleger med ind foran mikrofonen. Her insisterer hovedpersonen nemlig på at fastholde det enkle, kantede, elektroniske udtryk, der fungerer som et af hans vigtigste karakteristika".

Read review