De slog til inden "frugt" og kom først hjem næste dag, de tre drenge, som er heltene i denne spændende og uhyggelige oplæsningsbog. Et moderne eventyr om, hvad der sker med det man glemmer, hvad enten det er mennesker eller ting. Det forsvinder ind i en verden bag fritidshjemmets kosteskab, hvor borteherskeren styrer med voldelige kommoder og madkassemonstre. Først forsvinder en af drengene, og da ingen tilsyneladende savner ham, beslutter de to andre at finde ham, så de gemmer sig i fritidshjemmet om natten og havner i den anden verden, hvor de kommer ud for den ene uhyggelige og fantastiske ting efter den anden. Men deres venskab er stærkere end de stærke og onde kræfter, som de møder, og det hele ender, som det skal med, at de kommer hjem igen i god behold. Det er en tankevækkende og godt fortalt bog, som sprudler af fantasi og fortælleglæde og som med det sørgeligt aktuelle tema om travle forældre i en travl tid, som helt kan glemme deres egne børn, godt kan sætte en god snak i gang i de små hjem eller ude i institutionerne under netop en frugtsituation. Aldersgruppen er 5 til 8 år, og bogen er godt illustreret med sort/hvide tegninger. Forfatteren er debutant og allerede i gang med bind 2.