Her skal du etablere en koloni på en fremmed planet. Bygge, udvikle og programmere. Simulationsspil fra 12 år.
Dette er et simulationsspil, hvor du skal bygge og udvikle en lille civilisation på en fremmed planet. Det gør du ved at indsamle materialer og derefter kombinere dem for at skabe værktøjer og andre ting - i stil med Minecraft. Hvor dette spil adskiller sig er, at du kan lave robotter, som du kan programmere til at udføre de kedelige opgaver, så du kan koncentrere dig om det, du synes er sjovest. Du kan lave masser af dem, og se dem arbejde sammen, mens de fælder træer, planter nye, saver planker og gør dem klar til byggeri. Din civilisation skal udvikles over 8 levels, fra en simpel lejr, til en kæmpe metropolis med 300 programmerede robotter. Sproget er engelsk.
Dette er et sjovt spil, som umiddelbart virker simpelt, men hurtigt bliver ret komplekst. Spillet tager fart, når du begynder at programmere dine robotter, så de udfører opgaver automatisk. Selve programmeringen foregår via en bot-database, hvilket er noget lettere end det lyder. Det er et spil, som kræver kreativitet, overblik og rigtig god tid. Grafikken er simpel, hyggelig og børnevenlig, men kompleksiteten sætter målgruppen fra 12 år. PEGI: 3.
Lignende er Stardew Valley (Playstation 4).