"Sangskriveren Kurt Vile rammer for alvor den gyldne middelvej mellem løssluppen charme og et strammere udtryk ... Vile er (...) ikke bare en af tidens mest produktive sangskrivere. Han er også en af de seneste års mest veloplagte, kløgtige og sympatisk krøllede sangsmede. Et statement, som hans nye døsigt-coole og svært afhængighedsskabende langspiller »B'lieve I'm Goin Down« sætter en fed streg under. Det er nemlig muligvis hans bedste til dato. Og det siger altså ikke så lidt ... Udgangspunktet er fortsat ståstedet mellem en skævt slået lo-fi-folk og en mere elektrificeret og støvet americana, hvor inspirationen fra ikoner som Dylan, Young, Springsteen og Petty spøger i kulissen, men aldrig bliver for dominerende, så Viles personlige islæt kommer til at stå i skyggen".