Lou og Katja var bedste venner, indtil Lou blev filmstjerne. Selv mange år efter er Katja som besat og vil gøre alt for Lou. Bogen har en bred målgruppe med venskab mellem kvinder som tema og kan anvendes til læsekredse.
Som unge vil Lou og Katja være skuespillere. Mange år senere er det kun Lou, som er slået igennem, mens Katja arbejder på en café. En dag skriver Lou og inviterer Katja på sommerferie i kærestens hus i Frankrig. Straks tager Katja af sted. Engang var de uadskillelige og måske vil Lou genoptage venskabet? Ferien byder på ren luksus og snart er de gamle roller genoptaget. Lou fortier noget, mens Katjas besættelse af Lou bliver større for hver dag, der går. Tøj, væremåde og Lous kæreste Renaud er til deling, mens det usagte i venskabet aldrig kommer frem. Hvad skal man tro på? Forfatter Nina Wähä har tidligere udgivet romanen Testamente.
Fængende og velskrevet roman om venskab og besættelse. Når sidste side er vendt, så er man som læser ikke helt sikker på, hvad der er sandt og hvad der er opspind.
Romanen En roman om kærlighed har ligeledes besættelse som omdrejningspunkt.