Babyserien består af i alt 5 bøger, der tager udgangspunkt i Babys nære hverdag - her i disse to bøger er det omkring Babys legetøj og Babys måltid. Bøgerne er i en "halv-kraftig" papirkvalitet - her kunne det have været fint, hvis bøgerne var i karton med de alleryngste læsere for øje. Illustrationerne er tegninger udført i en naiv, karikeret, stiv og upersonlig streg. Teksten i bøgerne er begrænset til én kort sætning pr. side - konstateringer og udråb. Og teksten er fra side til side ikke i fortløbende sammenhæng. I Babys legetøj leger med Baby med legetøj, der er genkendeligt for mange småbørn, ligeledes er Babys lege genkendelige for de fleste f.eks.: at tale i legetøjstelefon og at bygge et højt tårn. I Babys måltid består måltidet af hovedret med spaghetti og med yoghurt til dessert - og Baby spiser selv, så maden bliver grundigt undersøgt. Baby er i begge bøger hele tiden i selskab med sin tøjkanin og sin hund Fido. Forsidebillederne illustrerer bøgernes indhold. Bagsideteksterne oplyser om hensigten med Babyserien - samtalebøger om målgruppens univers. Bøgerne tilføjer intet nyt til pegebogskrybberne, og vi kan i formidlingen finde bøger med lignende indhold og langt mere udtryk og charme.