For alle besættelsesinteresserede.
Sneum (TS) var dansk flyveofficer og engelsk spion under 2. verdenskrig. Hans største bedrift var spionagen mod en tysk radarinstallation på Fanø. Herudover kom han fx på sporet af tidlige tyske planer om en atombombe og var involveret i spillet om de hemmelige V-1 bomber. Hans halsbrækkende flugt i et gammelt fly over Nordsøen juni 1941 står som en legende, der af Ken Follet blev lagt til grund for romanen London kalder. TS's historie er her sat på tryk af Ryan i en sand pageturner af en røverhistorie efter en række interviews lige inden hans død 2007. Den stiller andre tilsvarende agenter fx Michael Rottbøll i skygge og SOE's danske ledelse bl.a. FE's senere chef H.M. Lunding under anklage. Ryan er tydeligt fascineret af TS, og bogen er ofte bygget op i efterkonstrueret dialog, hvor TS primært gennem egne øjne står som superagent og skørtejæger, der fandenivoldsk overlevede alle agentlivets farer og en truende henrettelse som dobbeltagent pga. rivalisering mellem det engelske SIS og SOE.
Velskrevne erindringer fra besættelsen der i bred underholdende stil også vil tiltale læsere af fx Virkelighedens verden.
En spændende journalistisk opbygget bog om en af besættelsens legendariske skikkelser - den rebelske Thomas Sneum, der holdt ved, hvor James Bond slap og på højst udisciplineret vis tjente fædrelandet og den allierede sag som hårdkogt agent samtidigt med, at han som damernes ven dyrkede det frie mandfolkeliv fra seng til seng.