En medrivende roman for unge, der interesserer sig for samfundsforhold rundt omkring i verden og gerne vil læse om unges levevilkår i fjerne lande.
Forfatteren er af indisk oprindelse, men bogen foregår i Burma i år 2010. Bogen falder i to halvdele. I første del møder vi den unge burmeser Chiko, der bor alene med sin mor og søster. Faren er fængslet for modstand mod regimet, og hans skæbne er uvis. Chiko kan læse og skrive på både burmesisk og engelsk, hvilket er sjældent. Der er mange analfabeter i Burma. Chiko bliver tvunget til hård militær tjeneste. I anden halvdel af bogen møder vi en karensk ung mand, der kæmper mod regeringsstyrkerne. De tos veje krydser hinanden. Hvor Chiko skal samle mod til sig og se sin frygt i øjnene, skal Tu Reh lære at tøjle sit had mod alle burmesere. De oplever begge deres første forelskelser og vokser med det ansvar, de får. Bogen er opdelt i ganske korte kapitler, og der er et godt tempo og en fin spændingskurve undervejs. Bagest i bogen er der et kort fakta kapitel om Burmas historie, og i forfatterens efterskrift kan man læse om forfatterens baggrund og hendes forarbejde til bogen.
En anden ny ungdomsbog med andre folks svære vilkår som emne er Robert Klements 70 mil til paradis.
God ungdomsbog af høj kvalitet, som tilføjer viden og indsigt og mange emner til diskussion.