I denne billedbog bliver Bamse Bruno ven med græshoppen Tippe. Så børn, fra 3-6 år, der læser bøgerne om Bamse Bruno lærer efterhånden forskellige små dyr at kende, senest i Bamse Bruno, frøen Lisa og smådyrene i søen, 2000. Forfatteren skrev i 1978 Græshoppen. Nu levendegør hun i den lille, velfortalte historie om den formindskede Bamse Brunes møde med Tippe græshoppers liv på en måde, der engagerer målgruppen. Når man dertil lægger faktaoplysningerne på for- og bagperm, så får man et ganske afrundet billede af dyrets livscyklus, føde, fjender m.m. Mange oplysninger ligger i teksten, men også i illustrationerne der både støtter og supplerer. Illustrationerne i faktaafsnittene er enkle, tydelige og farvelagte tegninger. Historiens illustrationer er tegnet i en lidt løsere, stemningsfuld streg. Man bliver fanget ind af den stemningsfulde natur. De helsides illustrationer er malet i blandingsteknik, akvareller og farvekridt med en del lette konturstreger. Grønne farver dominerer, og farvesætningen følger situationerne i bogen. Bamse Bruno møder græshoppen Tippe, der viser hvordan han kan spille. De overraskes af en byge, fanges i et edderkoppespind, slipper fri, men Tippe mister et ben. Alligevel vælger en græshoppehun ham som mage.